Her finder du forskellige informationer om de ting, du skal være opmærksom på og huske at gøre, når du flytter ind i din nye lejebolig. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

I det følgende har vi listet nogle punkter, som du bedes følge ved indflytning:

 

1. Lejekontrakten

Hvad skal du gøre?

Vi har lavet en tjekliste over ting, som du skal huske, inden vi kan sende dig den endelige lejekontrakt:

  • underskrive lejekontrakten og sende den tilbage til os elektronisk)
  • oplyse om dine kontaktoplysninger (e-mail, telefonnummer, fulde navn, CPR nummer) 

Det starter med en lejekontrakt

Det er tre punkter i kontrakten, som er særligt vigtige, at du sætter dig ind i:

  • Hvilken stand skal boligen være i, når du flytter ind? Og hvilken stand skal du aflevere boligen i, når du flytter? 
  • Hvad har du pligt til at vedligeholde? 
  • Hvordan kan din husleje blive reguleret?

Det fremgår af vores mailkorrespondance hvornår lejekontrakten skal være underskrevet.

Hvis du fortryder

Du forpligter dig til at betale husleje, når du har underskrevet og returneret lejekontrakten til os. 

I kontrakten kan du se dit opsigelsesvarsel. Det gælder også, hvis du fortryder, inden du er flyttet ind. Vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at genudleje boligen hurtigst muligt. 

 

2. Betaling af depositum

Når du indgår en lejeaftale, skal du betale et depositum til udlejer, der højst må svare til tre måneders leje. Ændrer din husleje sig, vil depositum ændre sig tilsvarende.

Du skal betale forudbetalt husleje

Når du underskriver lejeaftalen, skal du ofte betale den første måneds husleje samt 1-3 måneders ekstra husleje.

Når du flytter igen, kan du vælge at betale de sidste måneders husleje med den forudbetalte husleje. Du skal dog være opmærksom på, at beløbet ikke inkluderer aconto betalinger for vand, varme, beboerkontingent, huslejereguleringer, mv.

 

3. Indflytningssyn

Du modtager en indkaldelse til indflytningssyn på mail eller telefonisk. Synet vil typisk være samme dag, som du overtager lejemålet eller et par dage efter. Du aftaler med kontaktpersonen tidspunkt for indflytningssyn således tidspunktet passer begge parter.

Til indflytningssynet bliver der lavet en indflytningsrapport, som begge parter skriver under på.

 

4. På indflytningsdagen

Boligens stand, når du flytter ind

I din lejekontrakt kan du læse, hvilken stand din bolig skal være i, når du overtager den.

Overtager du lejligheden 'nyistandsat', er vægge, træværk og lofter nymalede. Gulvene er nylakerede, og lejligheden er rengjort. Den er ikke 'moderniseret', dvs. den har ikke nødvendigvis helt nyt køkken eller bad.  

Overtager du lejligheden, 'som beset' eller med 'løbende vedligeholdelse', betyder det, at den ikke er 'nyistandsat'. Vægge, træværk og lofter er således ikke nødvendigvis nymalede.

 

5. De første 14 dage efter indflytning

Hvis du opdager fejl og mangler, efter du er flyttet ind

Inden for 14 dage efter indflytning skal der sendes en fejl- og mangelliste til os på mail.

Vi vil udbedre fejl og mangler i din bolig hurtigst muligt. Nogle fejl og mangler kan udbedres med det sammen, mens andre tager længere tid at udbedre. Nogle fejl og mangler, vælger man ikke at udbedre, og du vil heller ikke skulle hæfte for disse ved fraflytning. Vi vil naturligvis holde dig løbende orienteret om arbejdet.