Vi opdaterer løbende vores procedurer inden for ind- og fraflytning. Læs venligst fanerne for indflytning og fraflytning såfremt du har nogle spørgsmål heromkring.

Husorden

Nedenfor ses den husorden, der er gældende for vores lejemål. Nogen lejemål varierer dog i forhold til trappevask.

 

GENERELT

1. Denne HUSORDEN er gældende som vilkår til den indgåede lejekontrakt, og lejeren er forpligtet til at overholde de heri fastsatte bestemmelser jfr. Lejelovens § 27 stk. 2. Lejeren er endvidere forpligtet til at sørge for, at husordens- reglerne også overholdes af medlemmer af lejerens husstand, samt de personer og gæster, som besøger lejeren eller opholder sig i dennes lejlighed. - Overtrædelse af husordensregler kan i gentagelsestilfælde medføre opsigelse eller ophævelse af lejemålet efter Lejelovens § 83 litra e eller § 93 litra g.

 

2. PÅBUD, ANSVAR FOR GÆSTER M.V.

Lejeren er ud over de skrevne regler i HUSORDENEN endvidere forpligtet til at efterkomme og overholde de mundtlige eller skriftlige påbud, der måtte blive meddelt af udlejeren eller dennes stedfortræder, herunder vicevært, hvilket også gælder de personer, som lejeren er ansvarlig for jfr. pkt. 1.

 

3. ÆNDRING AF HUSORDEN

Reglerne i denne husorden kan efterfølgende løbende ændres eller revideres af udlejeren, såfremt der findes behov herfor, og en evt. efterfølgende ny udgave af husordenen indgår herefter som nyt vilkår for lejekontrakten jfr. Lejelovens § 27 stk. 2.

Findes der i ejendommen lovlig etableret beboerrepræsentation jfr. Lejelovens kap. 11 kan beboerrepræsentationen også vedtage ændringer til husordenen efter Lejelovens § 67.

 

4. VASKERUM m.v.

De i fællesvaskeriet opsatte regler for brug og renholdelse udgør også en del af de gældende husordensregler. Tøjtørring o.lign. må kun ske i tørrerummet eller udendørs og kun på de af udlejer/vicevært anviste steder. - Det er forbudt at tørre tøj i lejligheden, da fugten herfra kan forringe eller ødelægge tapet og træværk. Det er forbudt at overlade brugen af fællesvaskeriet til andre personer end ejendommens lejere. Det er desuden kun tilladt at bruge fællesvaskeriet i tidsrummet fra kl. 07:00 – 21:00 på hverdage og lørdag, søndag og helligedage dog først fra kl. 09:00-21:00

 

5. FÆLLESAREALER, PULTERRUM m.v.

Lejeren har kun ret til at disponere over fællesrum og fællesarealer, såvel indendørs som udendørs, efter anvisning og med respekt af de øvrige lejeres tilsvarende brugsret. Det er ikke tilladt at henstille indbo, andre effekter, affald el.lign. på trapper eller øvrige fællesarealer. Lejeren har kun ret til at disponere over 1 pulterrum, såfremt dette udtrykkeligt er anvist af udlejer. Pulterrum skal altid være aflåst og være afmærket med skilt med oplysning om lejers navn eller lejlighed.

Det er ikke tilladt at henstille knallerter i ejendommes kælder eller opbevare brandfarlige væsker o.lign.

Barnevogne, legevogne, cykler og lignende må ikke henstilles i opgangen.

- Evt. beskadigelser af fællesarealer, henstilling af affald o.lign. samt graffiti vil blive repareret/fjernet for den pågældende lejers regning.

 

6. AFFALD

Lejers affald må kun henkastes i de hertil anviste beholdere, og dette skal ske i lukkede plastposer. Det er forbudt at henstille affald ved siden af beholderen, og er der ikke plads heri, må lejer selv sørge for fjernelse af yderligere affald. Dette gælder også pap/trækasser og lign. storskrald. - Overtrædelse heraf medfører fjernelse for lejers regning, og udgiften hertil er pligtig pengeydelse i lejemålet jfr. Lejelovens § 93 litra a.

 

7. STØJ, FESTER m.v.

Der er mere lydt i en beboelsesejendom, end de fleste er klar over! - Derfor skal der generelt udvises hensyn overfor andre lejere og enhver form for brug af støjende elektriske maskiner m.v. skal ske inden kl. 20.

Enhver form for radio, TV, båndoptager, Cd-afspiller og egen musikudøvelse skal særligt efter kl. 20 ske i så afdæmpet form, at dette ikke er til gene for andre lejere.

Efter kl. 23 skal der være ro, hvilket også omfatter badning o.lign. der medfører støj i vandrør samt brug af støjende fodtøj m.v.

Hvis der holdes fest i lejligheden, skal alle omkringboende lejere orienteres 1 uge i forvejen og efter kl. 23 skal musikstøj dæmpes til et absolut minimum. Ved udluftning under en fest skal musikken stoppes mens vinduerne er åbne.

 

 

8. AFLÅSNING

Kælderdøre skal af hensyn til uvedkommende altid være aflåste,- også i dagtimerne.

Hoveddøren skal være aflåst i tidsrummet kl. 18 – 07, og lejere, der finder døren ulåst i dette tidsrum, har pligt til at  låse døren.

 

 9. VANDSENGE må ikke opstilles i lejligheden, medmindre der hos udlejer opnås skriftlig tilladelse hertil. I så fald kan der som vilkår for tilladelsen stilles krav om dokumentation for, at lejers forsikring dækker evt. skade fra udsivende vand.

 

10. HUSDYR

Det er ikke tilladt at holde husdyr i lejligheden, hvilket forbud gælder ikke alene for hunde og katte, men også alle former for krybdyr, kæledyr, herunder slanger, mus, rotter, marsvin og lign. Den eneste undtagelse herfra er enkelte stuefugle i almindelige små fuglebure (ikke større fuglevolierer) og akvariefisk i akvarier på ikke over 100 liter.

 

 11. TRAPPEVASK

For tiden foretages trappevask af viceværten og betaling herfor er indeholdt i lejekontraktens vilkår. Ophører denne ordning gælder følgende:

A)    Lejeren er forpligtet til som et vilkår i lejekontrakten, jfr. Lejelovens § 93, stk. 1, litra i, i nedenfor anførte turnus-ordning sammen med de øvrige lejere, at udføre trappevask af ejendommens for­trappe (og bagtrappe). Forpligtelsen omfatter fejning med efterfølgende vask af den repos, hvor lej­ligheden er beliggende og trapperne ned til etagen nedenunder, samt rengøring af vindueskarm og indvendig pudsning af vinduet på den omtalte repos. For stuelejlighederne omfatter rengørings­forpligtelsen fra repos og ned til og med arealet ved hoveddøren.

B)    Turnusordning mellem lejerne er for tiden fastlagt som følger, idet denne efterfølgende kan ændres enten ved beslutning i beboerrepræsentationen eller af udlejeren efter Lejelovens § 27, stk. 2:

      a)     Lige uger: Lejligheder til venstre,

      b)    Ulige uger: Lejlighederne til højre,

      c)     Trappevasken skal udføres 1 gang ugentlig, men oftere såfremt forholdene kræver dette, f.eks. efter snesjap i vintermånederne o.lign.

C)    Forpligtelsen til trappevask m.v. er en arbejdsforpligtelse, der indgår i grundlaget for størrelsen af den aftalte leje. Såfremt udlejer på et senere tidspunkt finder det påkrævet eller mere hensigt­smæssigt at lade arbejdet udføre mod betaling af tredjemand (rengøringsfirma, vicevært eller lign.), kan denne (eller beboerrepræsentationen) med et varsel på 3 måneder beslutte at lade forpligtel­sen bortfalde eller erstatte med en forhøjelse af lejen, svarende til udgiften for arbejdets udførelse.

Såfremt arbejdsforpligtelsen kun misligholdes af en enkelt lejer, kan udlejer dog vælge i stedet at ophæve lejekontrakten efter Lejelovens § 93, stk. 1, litra i.

 

12. Snerydning

Lejeren er forpligtet til som et vilkår i lejekontrakten, jfr. Lejelovens § 93, stk. 1, litra i sammen med de øvrige lejere, at udføre snerydning samt glatførebekæmpelse af ejendommens fortove samt trapper.

 

13. Skimmelsvamp

For at sikre et godt indeklima er det vigtigt at der udluftes ca. 10 min dagligt i alle opholdsrum, især i soveværelset. Det er ligeledes vigtigt, at større møbler såsom skabe ikke sættes tæt op af ydervægge, da det kan medfører kondens og senere dannelse af skimmelsvamp.